Menu

Over 1600

16. januar 2018 kl. 15:55
Eksplosiv fremgang i Nørrebros Tigerbestand.

Over 1600: Eksplosiv fremgang i Nørrebros Tigerbestand.

I år 2017 nåede Nørrebros bestand af Tigre endnu engang nye højder, og tendensen ser ud til at fortsætte. Med over 1600 medlemmer - en fremgang på 16,5 % ift. sidste år - er Nørrebro United nu Nørrebros største idrætsforening. Den helt unge bestand klarer sig godt – den er vokset med 19,1 % i samme periode, og der er nu 958 medlemmer i Nørrebro United i alderen 0-12 år. Tigerekspert og formand i Nørrebro United Flemming Jensen glæder sig og udtaler ”Det tegner godt for fremtidens foreningsliv på Nørrebro. Børn vil jo gerne dyrke idræt i det frivillige foreningsliv”. Seniorerne er også i fremgang, og her står særligt kvindeseniorerne flere og stærkere end nogensinde.

Siden Tigerne blev udsat for snart 10 år siden, er det kun gået en vej med bestanden – fremad. Denne fremgang skyldes ifølge Flemming Jensen, at der ligeledes er fremgang i antallet af frivillige Tigeretæmmere: ”Der skal lyde en stor ros til de frivillige – uden deres indsats ville intet af dette være muligt”. Der er i 2017 kommet ca. 30 nye frivillige, og det samlede antal er nu omkring 150. De frivilliges indsats er uvurderlig for Tigerbestandens vilkår.

Fremgangen understøttes også af, at NBU i 2017 startede danse- og håndboldhold op. Bestanden er stærk og synes at kunne nå uanede højder, især hvis leveområderne udvides med nye kunstgræsarealer, som er vitale for bestandens trivsel. Presset i kolonien i Nørrebroparken ser ud til i 2018 at presse Tigere helt ud i lokale baggårde. Så hvis I ser Tigre i jeres baggård, skal I ikke blive bange. De er ikke aggressive, de er har bare brug for mere plads og lokal opbakning for fortsat at trives.

;
Luk