Forpersonens beretning 2024
Forpersonens Beretning Ordinær generalforsamling 2024
Kære Nørrebro United
2023 blev endnu en gang et år, hvor vi på flere områder har overgået os selv. Vi endnu en gang formår at
slå vores egne rekorder. Vi er stadig Danmarks størst pige og kvindeklub, bare med lidt flere medlemmer
end før. Vi har ifølge DBU Københavns årsrapport 2105 aktive medlemmer og godt 300 frivillige. Det er
meget imponerende. Det skyldes, at vi trods pladsbegrænsning stadig formår at opstarte nye hold og at
trænerne på banerne er dygtige til at inkludere flere i deres træningsfællesskaber. Og det er jo nu en gang
det, vi er sat i verden for. At lave træningsfællesskaber, hvor der er plads til flere. Vi har også rekord mange
på venteliste. En kæmpe udfordring vi har kæmpet med i alle de år, Nørrebro United har eksisteret. Til
sammen understreger tallene, at vi er en populær klub i vores lokalområde, men tallene fortæller også
historien om fortsat stor mangel på idræts – og foreningstilbud til børn og unge på Nørrebro. Først og
fremmest fortæller tallene dog historien om, at vi er dygtige til at lave fællesskaber. Særligt for børn og
unge.
Og hvorfor er vi så det? Det hænger sammen med vores værdier. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi
aldrig bliver danmarksmestre i hverken fodbold eller håndbold, men den pris betaler vi med glæde, når det,
vi køber til gengæld, er hensynet til, at alle børn og unge, hvor end de kommer fra, har ret til at solidarisk
foreningstilbud, der kan rumme menneskelig diversitet. Det betyder ikke, at vi ikke tager fodbold og
håndbold seriøst, for det gør vi. Vi tager det bare også seriøst, selvom du ikke er den bedste til det. I
Nørrebro United samles vi om glæden ved boldspil og har forståelse for, at den glæde er universel uanset
sportsligt niveau og individuelle kompetencer. Vi er i forening rykket sammen om den begrænsede plads, vi
har, fordi vi prioriterer, at ”en anden” kan træne med ved siden af os. Det præger vores måde at være
sammen på. For os er foreningslivet ikke bare udviklingen af sportsligt talent, men den læring der følger,
når vi sammen skaber sjove idrætsaktiviteter. Det er den forhandlende dialog om gode idrætsfællesskaber,
der foregår mellem os alle til dagligt, der udvikler og former os, og er med til at skabe et berigende
levegrundlag for os alle. I hvert fald for en tid. Tænk at vi har mulighed for at bruge vores tid her på at
skabe berigende levegrundlag for nogen andre end os selv. Det er sgu da fantastisk livsbekræftende.
I år organiserede Nørrebro United sportsrejser til godt 500 børn og unge. Måske er det den rekord, jeg
glæder mig mest over af alle. For historierne, der knytter sig hertil, er for deltagerne ikke bare glemt på en
uge. De sidder i erindringen på hver og en af dem resten af livet. Det ved vi. Alle, der har været af sted, kan
se den magi, der opstår, når vi sidder forholdsvis tæt sammen i en hurtigt ildelugtende turistbus. Vi kan se,
hvordan vores børn og unges fællesskab styrkes på tværs af eksisterende vennegrupper, holdfælleskaber
og årgange. Det er utroligt, hvad et ophold på en mudret pløjemark i Vildbjerg kan skabe af forandring for
et hold, når opholdet gennemføres i regnvejr, uden gummistøvler og i vådt tøj. Det lyder måske underligt,
men det er faktisk sundt at gå i våde sure strømper. I hvert fald, når alle de andre gør det. Måske fordi vi for
en stund er lidt mere ens, end da vi var hjemme på Nørrebro ugen før. Det er historien som dem, om de
våde sure strømper på en pløjemark, der forener os. Fordi vi kan tale om, at vi var i Vildbjerg sammen, og
sammen havde våde sure strømper på. Derfor er rejserne så vigtige. De knytter os tættere sammen, når vi
er hjemme. I år har vi gjort vores til, at flere børn og unge har bygget fælles historie sammen med nogen,
de nu kender bedre. Det er fanme godt arbejde.
Jeg bliver lige ved rekorderne og vender tilbage til den rekordstore venteliste. Historisk har ventelisten
været en trofast følgesvend i Nørrebro Uniteds 15 år lange liv. For at anskue udfordringen lidt positivt, så
har ventelisten haft den belejlige konsekvens, at vi hele tiden har afsøgt mulighederne for, hvordan vores
fællesskab kunne rumme flere. Nørrebro Uniteds formål er at øge trivsel og udbrede boldspil blandt
lokalområdets borgere. På den måde kan man måske sige, at ventelisten ligefrem har støttet os i at leve op
til vores egen eksistensberettigelse. Når det så er sagt, så er 1200 på venteliste alt for mange, og selvom vi
arbejder benhårdt på at nedbringe ventetiden for de mange håbefulde børn og unge, så må vi sande, at
Nørrebro United ikke kan løse udfordringen på egen hånd.
Noget kan vi dog gøre. I løbet af de sidste 3 år, har Nørrebro United med Aske Tybirk Kvist i spidsen bidraget
til skabelsen af et Ph.d.-projekt. Det har givet os masser af læring, også for mig personligt. Den vigtigste
læring, jeg tager med mig, er, at foreningsdeltagelse kan skabes på flere måder og, at deltagelsen godt kan
differentieres mellem mennesker. Det betyder, at alle ikke nødvendigvis kan eller skal indgå i foreningen på
samme måde. For nogen børn og unge er adgangskrav og forventninger i et ”almindeligt foreningsliv” for
store. De skal altså have hjælp og støtte for at kunne deltage og deres vej ind i foreningen ser anderledes
ud. Det er blandt andet en af årsagerne til, at vi har organiseret gratis åben træning de sidste 2 år. Et
træningstilbud, hvor alle børn i alderen 8-13 år kan komme gratis til træning en gang om ugen. Her har vi
set, hvordan 300 børn og unge har været aktive, mens de venter på plads på ”almindelige foreningshold”.
Vi har set, hvordan den åbne gratis træning har etableret forbindelse til en børnegruppe, som tidligere har
haft svært ved at finde vej ind i foreningslivet. Vi har set selvsamme børn og unge lære, hvordan
foreningslivet fungere, og derefter mindsket frafaldet, når de etablerer sig på ”almindelige foreningshold”.
Når foreningslivet bliver svært at tilgå, så virker det at møde professionelle, der kan hjælpe og støtte dig
med at rodfæste foreningsdeltagelsen. Til gratis åben træning kan du desuden bare møde op, og du må
gerne tage dine venner fra gården med. Du er dermed ikke afhængig af dine forældres kompetencer og
ressourcer for at kunne tilmelde dig. Du skal så at sige bare gå (hen) til fodbold for at starte. Som tilstanden
er nu, har vi midler til endnu et år med gratis åben træning for Nørrebros børn og unge. Det ville være en
katastrofe, hvis tilbuddet skal lukke igen om et år. Der skal findes en permanent løsning. Men den skal
findes lokalt, og i samarbejde med Nørrebros øvrige aktører. Vi har ikke midler til at bedrive gratis åben
træning på egen hånd. Desuden er jeg af den mening, at ventelister er et københavnerproblem, der skal
løses med kommunen. Derfor har vi brug for hjælp og støtte fra Kultur– og fritidsudvalget, hvis det skal
lykkes. Med Lokaludvalgets opbakning vil Nørrebro Uniteds bestyrelse i det kommende år arbejde for at
permanentgøre åben gratis træning til alle. Vi mener nemlig, at alle børn og unge har ret til et aktivt
fritidsliv, som de selv vælger.
Jeg håber, at det er tydeligt for enhver, at Nørrebro United prioriterer at være en forening for hele
Nørrebro. Vi lykkes kun, hvis vi i sandhed formår at repræsentere den bydel, vi er en del af. Derfor skal
denne beretning også komme med en opfodring til alle frivillige. Fortsæt med at åbne hold og
træningsfællesskaber for nye mennesker. Bliv ved med at tage imod med åbne arme, når nye medlemmer
trænger sig på. Vi er dygtige til det, men hvis ikke vi husker på, at udbredelsen af foreningslivets gensidigt
forpligtende og dannende fællesskab er årsagen til, at vi er samles, kan vi nemt fortabe os i sportslige
ambitioner. Sportslige ambitioner opnås nemmest ved at sortere mennesker fra og etablere lukkede
holdfællesskaber. Det skal vi holde os for gode til, fordi hensynet til ”den anden” og denne andens
mulighed for at få gavn af foreningslivets livgivende og lærerige platform vejer tungere end
præstationsorienterede resultater.
I efteråret har vi gennemført en administrativ omstrukturering. I virkeligheden er håbet jo, at ingen har
langt mærke til det, men når en person som Ulrik Povlsen stopper, så er det noget, der bemærkes. Vi
skylder ham stor tak for den eminente indsats, han har præsteret for vores forening. Heldigvis har vi haft 4
esser oppe i ærmet. Den daglige ledelse håndteres i dag af firkanten, som består af Nanna, Thomas, Simone
og Astrid. De har sammen med klubbens øvrige ansatte formået at skabe en stabil overgang til den nye
struktur, og de er en stor del af årsagen til, at jeg som forperson kan konstatere, at Nørrebro United er i en
alarmerende god forfatning. Vi har Danmarks bedste klubadministratorer. Verdens bedste frivillige, og en
velfungerende bestyrelse. Til sammen giver det Danmarks absolut mest visionære og moderne
idrætsforening. Der er højt til loftet i det nyrenoverede klubhus, og der er bredde nok til at favne en hel
bydel, og der er kærlighed nok til at elske et broget folk. Det er vores opdrag, vores forsæt og mest af alt
vores privilegie.
Jeg håber, at I alle vil modtage min største og mest beundringsværdige tak for jeres arbejde i og for
Nørrebro United. Jeg glæder mig til, at vi skal bygge Nørrebro United endnu bedre i det kommende år.
Særlig tak til
Det er svært at nå alt og alle i foreningen i en beretning. Desuden foregår der også meget, som mine øjne
og øre er uvidende om. Heldigvis, for hvis jeg havde styr på alt i denne butik, så var der mindre skaberkraft
til mange andre. Dog vil jeg gerne afslutte med et par hæderlige benævnelser. Jeg skal starte med at sige
tak til Søren Emil og Fouad, der udtræder af bestyrelsen ved årets generalforsamling. Jeg vil savne jer i
vores team, men glæder mig over, at I ikke helt slipper tilknytningen til vores forening.
Nørrebro United skal til Roskilde festival igen i år. Andreas Mossner tager styringen igen i år. Tak til ham, og
hvis nogen ønsker at melde sig som frivillige på årets festival for NBU, så hiv endelig fat i ham.
John John har en særlig plads i foreningen for os alle. Det er ham der åbner dørene til klubhuset for os og
sikrer, at klubhuset altid står klar til at modtage os. Han er årets frivillig i NBU i 2022 og vi kan ikke undvære
ham. Tak fordi du altid er der for os.
Seniorudvalget vil etablere forventet frivillighed i Nørrebro Uniteds seniorafdeling. Det arbejde har de taget
dybt seriøst og har samarbejdet tæt med bestyrelsen, som bakker fuldt ud op om initiativet. Jeg vil gerne
benytte lejligheden til at give en særlig tak til alle, der er engageret i et af klubbens udvalg. Vi sætter stor
pris på jeres indsats
Brobold består af klubberne BK Skjold, Vestia og Nørrebro United. Sammen med de 2 andre klubber
arbejder vi på at udbrede fodbold i byens små rum og baggårde. Med Flemming Jensen i spidsen er det
blevet til endnu en forlængelse af indsatsen ved budgetforhandlingerne i efteråret. Sammen med brobold
og andre aktører og andre aktører arbejder vi på at etablere nye minibaner følgende steder: Vermundsgade
(Netop anlagt), Titanparken, Baldersgade, Rådmandsgade, Ågården, Stengade, Kapelvej, Hans Tavsens Park,
Lundtoftegade og vingelodden. Desuden er Nørrebro Bevilliget en 8v8 bane i Mimersparken. Vi takker for
samarbejdet og glæder os til mere.
Jeg vil også gerne sige tak til BBU Nørrebro og Nørrebrobyggerne. I år har vi forlænget den
partnerskabsstilling, som Stine besidder, frem til 2025. Vi er enormt glade for samarbejdet om inklusion af
børn og unge fra almene boligområder i Nørrebro Uniteds aktiviteter. Der er netop blevet udgivet en
antologi i samarbejde med Center for Boligsocial udvikling. Her ville man kunne læse mere om Stines
spændende arbejdsfelt mellem 3 organisationer. https://cfbu.dk/nyheder/ny-
udgivelsetilgaengeliggoerelse-af-foreningsliv/
Tak til Støttenetværket, som fortsætter deres arbejde i 2024. Fredagsbarer, Julestue og frivlligfester har
været foranlediget af deres samlende arbejde. Tak til de frivillige i netværket for alle de gode stunder i har
skabt i vores klubhus.
Afslutningsvis skal jeg hylde samtlige frivillige i Nørrebro United. Uden frivillige havde vi ingen klub, og intet
fællesskab at samles i. I er det kit der binder murstenen sammen, og jer der sikrer foreningslivet for 2200
medlemmer.
Niels Bugge
Forperson i Nørrebro United